Gran Canaria guiden

Gran Canaria er danskernes favorit, når det kommer til rejser i vinterhalvåret. Kombinationen af relativ kort flyvetid og et dejligt subtropisk klima hitter blandt danskerne. Mange bestiller en charterrejse, mens andre vælger selv at booke flybilletter, hotel og måske en lejebil.

Gran Canaria er den tredjestørste af de syv kanariske øer (Tenerife er størst). De fleste af øens ca. 830.000 indbyggere bor i hovedstaden Las Palmas, der med sine flotte strande, moderne indkøbscentre, en spændende gammel bydel og gode restauranter er oplagt til en storbyferie.

Bravo Tours: Forårsrejser til Gran Canaria - se rejserne her.
Gran Canaria feriebyer
Puerto Rico, ferieby på Gran Canaria

Gran Canarias feriebyer
Las Palmas ligger på nordkysten, mens stort set alle feriebyerne ligger på Gran Canarias sydkyst. Forklaringen skyldes øens klima, for bjergene gør, at sydkysten har langt flere solskinstimer, mindre nedbør og en højere gennemsnitstemperatur. Kort sagt, perfekt til solferie.

De klassiske feriebyer er Playa del Inglés, San Agustin og Puerto Rico, som har alt hvad en feriegæst kan ønske sig. Men der findes nyere alternativer som Playa Taurito, som er bygget som en ren turistby med et vandland og andre aktiviteter midt i byen. Eller det nye luksusiøse Meloneras, der med sine mange femstjernede hoteller, kasino og flotte golfbaner hurtigt er blevet den mest eksklusive ferieby på Gran Canaria.

Vil man noget helt andet end det, så tag et kig på Puerto de las Nieves. En lille havneby i det nordvestlige Gran Canaria, som er omgivet af smuk og bjergrig natur. Få kilometer derfra ligger den hyggelige by Agaete, og flere naturstrande ligger inden for rimelig afstand. Puerto de las Nieves har selv øens flotteste stenstrand.

Tejeda Gran Canaria
Tejeda på Gran Canaria

Attraktioner på Gran Canaria
Uanset om ferien holdes i Las Palmas eller i en af sydkystens feriebyer, så er der mange muligheder for spændende udflugter. Vi anbefaler at leje en bil, og besøge nogle af de charmerende landsbyer oppe i bjergene. Nogle af de mest kendte er Teror, Arucas, Firgas og Tejeda. De er på hver sin måde meget interessante.

Lige siden Gran Canaria begyndte at blive et populært rejsemål, har en af de mest besøgte attraktioner været blomster- og dyreparken Palmitos Park. Det er fortsat en af topattraktionerne, men også Gran Canarias største badeland, Aqualand, er et stort hit blandt børnefamilierne. En helt unik attraktion på Gran Canaria er westernbyen Sioux City, hvor flere kendte westernfilm er optaget.

Gran Canaria attraktioner
Aqualand på Gran Canaria

De senere år er golfferier blevet mere og mere populære. Især i vinterhalvåret er det oplagt at booke en golfrejse til Gran Canaria, der råder over 6 attraktive golfbaner. Meloneras Golf på sydkysten er den mest populære, men også Spaniens ældste golfbane Real Club de Golf de Las Palmas (Bandama) byder på en golfoplevelse i særklasse.

Gran Canarias strande
De fleste gode strande på Gran Canaria ligger ved feriebyerne, men det er muligt at finde gode alternativer rundt omkring på øen. Tre af de bedste strande er Las Canteras i Las Palmas, ørkenstranden Maspalomas ved Playa del Inglés og den utroligt flotte Amadores strand ved Puerto Rico.

Vil man have stranden lidt mere for sig selv, og er frisk på en (meget) lang gåtur, så er den legendariske naturstrand Güigüi det oplagte valg. Eller gør som mange af de lokale, og besøg naturstranden Playa de Tauro i nærheden af Puerto Rico. En rigtig dejlig sandstrand.

Gran Canaria Maspalomas
Maspalomas ørkenen på Gran Canaria

Restauranter og lokale specialiteter
Når sulten melder sig, er der naturligvis rigeligt med restauranter på Gran Canaria. Mange serverer internationale retter, men det er værd at prøve de lokale specialiteter. Mest kendt er papas arrugadas (rynkede kartofler), som serveres med forskellige farverige mojos (sovse). Fisk spiller også en stor rolle på De Kanariske Øer, og to typiske fiskeretter er caldo de pescado (fiskesuppe) og vieja sancochada (fiskestuvning).


Se vores videoer fra Gran Canaria
Der kommer flere og flere videoer på playlisten, så kom tilbage for at se flere videoer fra Gran Canaria senere.

Back to top button