Feriebyer på Gran Canaria

Den kanariske ferieø Gran Canaria er et af danskernes mest populære rejsemål, og øen tiltrækker hvert år tusinder af feriegæster, der søger sol, strand og et behageligt klima året rundt. Feriebyerne byder på brede sandstrande, moderne hoteller, gode restauranter og hyggelige promenader – og der er noget for enhver smag.

Her får du en oversigt over feriebyerne, og så kan du klikke dig videre til uddybende beskrivelser og mange flere billeder af de enkelte destinationer.

Playa del Inglés er den største ferieby på Gran Canaria.
Playa del Inglés

De mest populære feriebyer på Gran Canaria
Danskerne begyndte for alvor at rejse til Gran Canaria i 1970’erne, og nogle af de første feriebyer er stadig blandt de mest populære – det gælder især Playa del Inglés og nabobyen Maspalomas. De to feriebyer er tilsammen det største ferieområde på Gran Canaria med brede sandstrande, mange hoteller, shoppingcentre med restauranter og ikke mindst deres egen lille ørken, Dunas de Maspalomas. Af de to er Maspalomas det mest rolige område.

San Agustin var også blandt de første feriebyer, og er stadig forholdsvis populær, men blandt danske turister er Puerto Rico nu endnu mere eftertragtet. Puerto Rico ligger i en solrig dal på sydvestkysten og er kendt for sin familievenlige strand, mange hoteller og gode muligheder for både afslapning og bådture.

Hovedstaden Las Palmas tiltrækker også mange feriegæster. Byen ligger på nordkysten, hvor klimaet er en anelse mindre solrigt, men her finder I en dejlig kombination af storby, shopping, gode restauranter og stranden Las Canteras, der er en af Europas bedste storbystrande.

Gran Canaria Las Palmas
Las Palmas på Gran Canaria
Puerto Rico er danskernes favorit på Gran Canaria.
Puerto Rico ferieby og strand

Familievenlige feriebyer
Gran Canaria er et rigtig godt rejsemål for børnefamilier, og flere af feriebyerne er særligt velegnede til familier. En af dem er den klassiske ferieby Puerto Rico, der har en børnevenlig strand og et stort udvalg af restauranter og aktiviteter som legepladser, flot minigolfbane og Angry Birds Activity Park.

To af de nyeste feriebyer på Gran Canaria er fra starten tænkt til familier. Den ene er Playa de Amadores, der er naboby til Puerto Rico. I Playa de Amadores finder I en af øens mest børnevenlige strande, der ligger i en beskyttet bugt. Feriebyen er meget afslappet, men hvis der er brug for mere liv, så er der kort vej til Puerto Rico.

Playa Taurito er også en ret ny ferieby, hvor vi selv har boet flere gange. Playa Taurito er især kendt for sine store resort-hoteller og den rolige beliggenhed mellem bjergene og havet. Det er et godt sted for familier, der gerne vil have en nem og afslappet ferie med strand, bymidte og hotel tæt på hinanden. Et ekstra plus for familier er det store vandland lige midt i byen.

Playa Taurito vandland
Playa Taurito
Bahia Feliz er en hyggelig ferieby på Gran Canaria. Gode hoteller og et fint center i byens centrum.
Bahia Feliz

Rolige feriebyer
Ikke alle søger livlige feriebyer med store hoteller og shoppingcentre. Heldigvis har Gran Canaria også mange mindre feriebyer med mere ro og et lavere tempo. En af dem er Bahia Feliz, som passer godt til jer, der gerne vil bo i smukke omgivelser tæt på havet. Her er atmosfæren afslappet, og naturen føles tættere på end i de større feriebyer længere mod vest. Det er lidt det samme med Playa del Cura, der er lidt ældre, men til gengæld har en dejlig sandstrand.

Den mest vestlige ferieby på sydkysten er Puerto de Mogán, der med sin hyggelige havn, den gamle bydel og den dejlige strand er en af Gran Canarias flotteste byer. De fleste hoteller ligger i et roligt område bag byen, og efter aftensmaden er der mulighed for en romantisk aftentur ved havnen og den gamle bydel med de hvide huse og mange farverige blomster.

Puerto de las Nieves skiller sig ud fra de klassiske feriebyer. Den lille havneby på nordvestkysten har en mere lokal stemning og en helt anden ro end de store turistområder. Det er ikke et typisk valg til en solferie, men for nogle vil netop det være en del af charmen ved at bo på et af de få hoteller i Puerto de las Nieves.

Restauranter på strandpromenaden i Puerto de Las Nieves
Puerto de Las Nieves
Feriebyen Meloneras på Gran Canaria.
Hotel i Meloneras

Et strejf af luksus
Hvis I drømmer om en ferie i elegante og luksuriøse omgivelser, så skal I se nærmere på feriebyen Meloneras. Den lille by ligger ved siden af Playa del Inglés og Maspalomas, men stemningen er mere rolig og langt mere eksklusiv.

Meloneras er kendt for sine 5-stjernede hoteller, sit kasino, den stilfulde strandpromenade og de gode restauranter. Her kan I bo ekstra komfortabelt, tæt på havet og i mere luksuriøse rammer. Der ligger også en flot golfbane helt ud til kysten.

Hvor skal I bo på Gran Canaria?
Det bedste sted at bo på Gran Canaria afhænger meget af, hvem I er og hvad I ønsker jer af ferien. Hvis I stadig er i tvivl om, hvilket område der passer bedst til jer, kan I læse mere på vores side hvor skal vi bo. Her prøver vi at hjælpe med at finde bedste ferieby og hotel på Gran Canaria til jer.

Der er golfbaner i både Meloneras og nabobyen Maspalomas
Lopesan Meloneras golf
Back to top button