Arguineguin
Arguineguin er den ældste bebyggelse på Gran Canarias sydkyst, men det bærer byen ikke længere præg af. Det var engang en lille fiskerby, men antallet af indbyggere er nu vokset til 3.500 og det primære erhverv er turisme, selvom der stadig er gang i fiskeriet i Arguineguin.
Arguineguin er populær blandt danske turister og fastboende på Gran Canaria. I byens Ancora Center har der i mange år været en populær dansk bager og byen har også en dansk slagter. Nordmændene er også meget glade for Arguineguin, det ses tydeligt med en norsk skole, en norsk kirke, en norsk læge og et norsk sundhedscenter.

Et populært hotel i Arguineguin er det flotte tre-stjernede Servatur Green Beach, der ligger lige ud til stranden. Gratis WiFi og parkering. I øvrigt betyder Arguineguin ‘stille vand’ på det sprog som urbefolkningen på Gran Canaria, guancherne, talte for mange hundrede år siden.

Strandene i Arguineguin
Der er flere strande i Arguineguin. Den største (Playa de Perchel) ligger i byens udkant, men naboen er desværre en ret ucharmerende cementfabrik. Bedre er det på den centralt beliggende strand, som er den mest populære strand i Arguineguin.
Der er dog også mulighed for at bade ved en af de kunstigt anlagte sandstrande ved de store hoteller. Disse strande er bedre beskyttet i mod bølger og man behøver ikke være gæst på hotellet for at benytte stranden. Den flotteste af disse er Playa de Costa Alegre.


Restauranter og natteliv
Der er mange restauranter i Arguineguin. I selve byen er mange af restauranter små, og ved havnen serveres der naturligvis meget fisk. Som i de fleste andre feriebyer på Gran Canaria har Arguineguin et center og her ligger der også en del restauranter, caféer og barer. En af byens absolut bedste restauranter er Jamonal de Arguineguin, som serverer tapas og anden spansk mad.
Der har gennem årene været en del danske restauranter i feriebyen, og restauranten Den Lille Danske er kendt for sit danske smørrebrød. Nattelivet er ret begrænset i Arguineguin, men der er dog enkelte barer som har åbent i de sene aftentimer.


Attraktioner og aktiviteter
Den største attraktion i selve Arguineguin er fiskerihavnen, hvor der er auktion tidligt om morgenen. Fra havnen går også de populære turbåde til Puerto Rico, hvorfra de sejler videre til Puerto de Mogán. Det er én af grundene til at Arguineguin er en så velbesøgt by.
Det lokale marked i Arguineguin finder sted tirsdag formiddag, og er det største marked på Gran Canaria. Her kommer der også mange danske turister, der vil prøve at gøre en god handel.
Se vores film fra Arguineguin
Kort over Arguineguin
Playa de Perchel (også kendt som Playa de Arguineguin) ligger nederst på kortet. Den bedst besøgte strand er Playa Las Marañuelas midt på kortet, med den mindre strand Playa Costa Alegre tæt på. Anfi del Mar strand og ferieby kommer frem, hvis kortet bevæges en anelse længere mod nord.




