
Juleferie på Gran Canaria
Mange familier forbinder julen med familiehygge hjemme i de varme stuer. Flere og flere får dog øjnene op for tilbringe julen under varmere himmelstrøg, og de fleste bliver positivt overraskede. Det at komme væk hjemmefra giver langt mere tid til familien. Der er ingen stress med at købe julegaver og forberede julemaden, på ferien er familien samlet og har masser af kvalitetstid med hinanden.
Med sit subtropiske klima er Gran Canaria et godt sted at holde juleferien. De gennemsnitlige temperaturer om dagen er på 20 grader, men ofte kommer temperaturen op på 23-25 grader på den sydlige del af øen. Vandets temperatur ligger også omkring de 20 grader i december, så der er gode muligheder for en tur på stranden (eller i swimmingpoolen).
De fleste af feriebyerne fejrer julen, og det gælder også for Playa del Inglés og Maspalomas. Her er der flere julemarkeder, ikke mindst El Mercadillo de Navidad i Maspalomas. Forlystelsesparken Holiday World har også et juleprogram. Et godt familiehotel i Maspalomas er det 4-stjernede Maspalomas Princess, der har fire store swimmingpools, en tropisk have og mulighed for all inclusive.

Lokale juletraditioner på Gran Canaria
Indbyggerne på Gran Canaria har lidt andre juletraditioner end os. Mange familier har et juletræ af plastik, og juleaften får familie og venner nogle små gaver. Senere på aftenen går mange familier i kirken for at fejre den katolske tradition med julemesse. De store gaver gives først til Helligtrekonger (Día de los Reyes) den 6. januar. Her er der fest, optog og koncerter i mange byer, ikke mindst i hovedstaden Las Palmas.
Mad spiller normalt en stor rolle ved højtider. På Gran Canaria er der ikke tradition for specielle retter juleaften, i stedet spiser familierne deres livretter. Når det gælder søde sager, så er der ved juletid tradition for at spise de små kager truchas, og en anden populær julesnack er turrón, som vi kender som spansk nougat – den er god med et glas cava. Til Helligtrekonger er der tradition for at spise kagen Roscón de Reyes.

Jul i Las Palmas
I Las Palmas bliver der gjort noget ekstra ud af julen. Selvom det ikke er i samme omfang som hos os, så bliver der pyntet op til jul, herunder et meget stort juletræ mellem palmerne på strandpromenaden. Flottest er der dog i den gamle bydel Vegueta, hvor der pyntes op med farvede lys, festlige dekorationer og lys på de flotte gamle bygninger, som Catedral de Canarias og Casa de Colón.
Lillejuleaften er der en traditionsrig udendørs koncert på Plaza de Santa Ana, den store plads foran katedralen i Vegueta. Koncerten spilles af Las Palmas symfoniorkester, der normalt holder til i det imponerende Alfredo Kraus Auditorium.
Las Palmas er kendt for sin vidunderlige strand Las Canteras. Men vidste du, at stranden bliver pyntet op til jul? Hvert år i december kommer der dygtige kunstnere fra hele verden, som bygger imponerende julekrybber af sand. På spansk hedder det Belén de Arena (julekrybber af sand), og udstillingen på Las Canteras er den største af sin art i Europa. Nogen mener endda det er den største i verden.


Jul i landsbyerne
Gran Canaria har mange vidunderlige bjerglandsbyer, og flere af dem gør noget specielt ud af julen. En af dem er Teror, der fejrer julen hele december og den første uge af januar. Teror er i forvejen kendt for sit marked, men til jul bliver der gjort noget ekstra ud af det med flot julepynt, levende musik og aktiviteter for børn. Så et godt sted for hele familien.
Galdár sørger også for julestemning for både lokale beboere og turister. Byens flotte julelys tændes som regel i den sidste uge af november, og det fejres med musik og juleparade. Julen kulminerer i Galdár mellem den 22. og 31. december, hvor bymidten omkring den hyggelige Plaza de Santiago forvandles til ét stort julemarked med mange spændende gaveidéer. En meget flot oplevelse.

Alt i alt om jul på Gran Canaria
Vi kan varmt anbefale familier og par at holde juleferie på Gran Canaria. Anbefalingen er at bo på den varme sydkyst, og så leje en bil og tage på udflugt til Las Palmas og nogle af de smukke landsbyer i bjergene. I juleferien tilbyder Apollo rejser til mere end 30 hoteller på Gran Canaria, og der er gode rabatter lige nu.